top of page
Søg
Forfatters billedeRikke

Starten på min yogarejse

For snart 12 år siden måtte jeg erkende, at min hidtidige strategi "at klemme ballerne sammen og give den en ekstra skalle" ikke længere virkede. Jeg var landet et sted, hvor den ikke var mulig. Det var skræmmende. Og meget lærerigt. Det sendte mig ud på en indre rejse, hvor jeg var nødt til at kigge både frem - og tilbage.


Min rejse førte mig gennem terapi, konfliktcoach-uddannelser, kloge koner - og mænd, og ikke mindst to uddannelser indenfor Bodynamic kropsterapi. Og det var, da jeg sad der i terapistolen hos kloge Ellen Ollars i Viborg - en af grundlæggerne bag Bodynamic - at snakken faldt på yoga. Jeg fortalte, at jeg havde fået en tanke om at starte på yoga. Ellen kiggede på mig - og på min daværende fitness-instruktør-krop. Så sagde hun: "Det er en rigtig god idé, Rikke. Men så skal det altså ikke være power yoga...".


Jeg startede til yoga. Og havde det rigtig svært med at ligge der på yogamåtten og "lave ingenting". Min yogalærer havde den mest sensuelle yogastemme og bare måden hun kunne sige "Og kom op i en liiiille biiiitte babycoobraaa" fik mit sind til at slå koldbøtter. I dag er det virkelig sjovt at tænke tilbage på.


Min yogastart var cirka samtidig med, at min lille familie igen blev udfordret, og det var svært for mig at finde fodfæste. Jeg gik lange ture i Fløjstrup Skov. Og nede mellem de store gamle bøgetræer genfandt jeg styrken i det svage; her kunne jeg bare være. Her blev der passet på mig af noget, der var større end mig selv.


Det var på dette tidspunkt, at jeg fandt ud af, at yogaen havde den samme indflydelse på mig. På yogamåtten i mit nye yogarum kunne jeg finde ind i mig selv og forbinde mig med noget, der var langt større end mig. Det gav ro. Det gav mening.


På en yogaferie til La Palma med Anette Meldgaard (Yogamo) fortalte hun om en ny yogalæreruddannelse, hun var i gang med at planlægge sammen med Helle Yde (Yoganize). Jeg kunne straks mærke, at den skulle jeg med på.


Min yogarejse gennem uddannelsen har været fantastisk. Seks weekender har jeg været på "forkælelsesture" til Samsø Retreat sammen med 9 andre skønne kvinder. Vi har grinet og grædt, fået spændende undervisning og lavet en masse lækker yoga. Det hele har givet så meget mening. Jeg elsker at sidde og nørkle med programmer, med tekster og med yogafilosofi.


Min yogarejse startede med at være min egen; et ønske om at udvikle min egenpraksis. Men undervejs i min et år lange uddannelse - og her 250 timer (plus alt det løse) senere - har jeg fået stor lyst til at give min viden videre. At give andre den samme oplevelse af alt det, yoga kan.


At lade mit lys skinne - så det kan møde lyset i dig <3


Namasté, Rikke






105 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

コメント


bottom of page